Sanser, farver og former
Hvordan dufter blå? Hvordan lyder gul? Og hvordan føles formerne i et maleri?
I Sanser, farver og former går vi på opdagelse med sanserne i Asger Jorn og Vilhelm Lundstrøm’s fantastiske farve- og formuniverser.
I undervisningsforløbet oplever og lærer eleverne om farver og former gennem sanser, leg, fantasi, fortællinger, billedsamtaler og kreative aktiviteter.
Dyredissektioner
Gennem en dissektion får elever kendskab til et dyrs tilpasninger og levevis og kan sammenligne med menneskets anatomi. Der vil typisk være mulighed for at dissekere ørred og fasan, men andre dyr kan dissekeres ved forespørgsel. Kan I f.eks. selv skaffe muldvarpe eller smågrise, ligner deres indre anatomi menneskets på mange punkter.
Dissektioner kan gennemgøres som en demodissektion – eller eleverne kan i mindre grupper selv dissekere under vejledning.
Vind og vejr
Vi laver simple målinger af vejret – nedbør, vindforhold, lysintensitet og temperatur. Elevernes egne undringsspørgsmål sættes i spil og driver undersøgelserne. Er temperaturen egentlig højere på et sted med læ end på en vindblæst bakke?
Med de mindste elever kan vi løbe om kap med vinden. Forløbet kan også inkludere lidt om vands tilstandsformer og forsøg med isolerende lag.
Dyst mod dyrene - et bevægelsesforløb
Med udgangspunkt i kendte, danske smådyr skal eleverne efterligne dyrenes superkræfter – være stærk som myren, trække tunge læs som sneglen og løbe om kap med løbebillen. I april-oktober kobles forløbet med, at eleverne finder og undersøger smådyr. Forløbet kan efter ønske fokusere på udvalgte arter.
Hvis du strejker, bliver du fyret!
Hvordan påvirkede bomuldsspinderierne Vejles udvikling – og hvilke spor har arbejdernes kamp sat i det samfund, vi kender i dag?
I dette engagerende undervisningsforløb oplever eleverne industrialiseringens Vejle helt tæt på.
Med Spinderihallerne som historisk ramme lærer de om arbejdernes vilkår omkring år 1900, og stilles over for nogle af de valg og dilemmaer, datidens spinderitøser måtte tage stilling til.
KROP: køn, idealer og identitet
Hvordan ser den rigtige krop ud – og hvem bestemmer det?
Fra tidligste tider har menneskets krop været et gennemgående emne i billedkunsten. Vi dykker ned i udstillingen KROP, og sammen med eleverne undersøger vi, hvad billedkunsten siger om vores samfund og selvopfattelse, til forskellige tider, og hvordan billedkunsten historisk og aktuelt afspejler og udfordrer konventionerne om krop, selvopfattelse og identitet.
Se Mig! Jeg ser dig!
Hvad er et portræt? Hvad udtrykker det? Hvad fortæller det os om den tid, portrættet er lavet i, om det at være menneske, og om os selv?
Portrætkunst er en ældgammel kunstnerisk disciplin, som fortæller om den enkelte gennem genkendelighed, farver eller situationer.
Med udgangspunkt i kunstmuseets udstilling Se Mig! går vi sammen med eleverne på opdagelse i portrætternes mange udtryksformer og dets udvikling gennem tiden.
Konstruerede virkeligheder
Billeder er et kraftigt medie, der både forfører og provokerer os til at forholde os til den verden, vi lever i. Guldalderens landskabsmalerier ligner virkeligheden. Men tidens malere var mestre i billedmanipulation. Sammen med eleverne undersøger vi hvordan billedkonstruktioner i kunst og visuel kultur er med til at påvirke vores opfattelse af den virkelighed, vi lever i.
Teaterforestillinger
Uddannelse & Læring har afsat midler til refusionsgodkendte teaterforestillinger til kommunens folkeskoler. I samarbejde med Musik- og Kulturskolen udbydes årligt forestillinger på forskellige lokationer i kommunen - de udbydes her på sitet. Derudover kan den enkelte skole søge om, at få en teaterforestilling ud på skolen.
Sådan gør du, hvis du ønsker at booke en teaterforestilling på din skole:
Samarbejde om skoleorkester eller skolekor
Vejle Musik- og Kulturskole indgår gerne samarbejder med skoler om udvikling af et skoleorkester eller skolekor.