De sære svampe

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

Eleverne lærer, hvordan en svamp er bygget op og hvad den lever af. Sammen lærer vi enkle svampegrupper at kende og grupperer de svampe, vi finder. Vi spiser ingen af svampene, men taler om spiselige og giftige svampe.
Forløbet kræver et område med forskellige svampe, f.eks. skov med både løv- og nåletræer.

Istidstur i Vejle Ådal

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

Eleverne kan på egen krop opleve landskabets elementer og få indtryk af landskabsdannelsen, når vi bevæger os på randmorænen, gennem tunneldalen og op på den falske bakke Runkenbjerg. Den røde tråd i turen er menneskets udnyttelse af landskabet – fra stenalderbopladser over vandmøllerne til de moderne dambrug. Undervejs arbejder vi med kortforståelse gennem små opgaver.
OBS: Forløbet varer 4-5 timer og er en ret krævende vandretur, der typisk tilrettelægges fra Tørskind Grusgrav til Bindeballe Købmandsgård – gennem noget af Vejles smukkeste natur.

Dyrenes vinterstrategier (mellemtrin)

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

Vi arbejder med forskellige typer af strategier, som dyr anvender for at overleve vinteren. Forløbet indeholder også lege og forsøg, der illustrerer udvalgte dyrs tilpasninger, eksempelvis pindsvinets nedkøling og svalens træk. Forløbet kan også indeholde en tur til et naturområde, hvor vi kan finde spor efter dyrene. Vi kan også trække på skolens dyresamling og finde eksempler på dyr med meget forskellige strategier.



 

Strand og hav

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

Med en gåtur på stranden og evt. et rørebassin med dyr fra det lave vand undersøger vi havets dyreliv. Forløbet kan kombineres med et tema om mønstre, former og farver, eller eleverne kan lave landart med strandfund. Vi kan evt. fiske efter krabber (bedst juni-september), smage på rejer eller tang eller arbejde med stentyper.



 

Kend dine træer

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

Forløbet træner elevernes undersøgelses- og modelleringskompetence og især evnen til at sortere/klassificere. Eleverne skal indsamle og sortere blade fra forskellige træer. Herefter skal de artsbestemmes vha. en simpel billednøgle. Afhængigt af aldersgruppen kan vi høre små fortællinger om udvalgte arter eller lave aktiviteter, der understøtter elevernes læring om træarter. Der kan naturligvis også arbejdes med træets opbygning generelt, fotosyntese og/eller skoven som økosystem – alt efter ønske.
Kan kombineres med en undersøgelse af skovens biodiversitet.

Mikroforsker for en dag

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

Med udgangspunkt i et (på forhånd givet) undringsspørgsmål gennemgår eleverne et forskersprint, hvor de undersøger og eksperimenterer sig gennem en enkel, naturvidenskabelig problemstilling. Du får som lærer inspiration til, hvordan man kan lave små, naturvidenskabelige undersøgelser i den daglige undervisning.



 

Find forårstegn

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

Vi går en tur i skoven og finder tegn på, at foråret er på vej – lige fra fuglesang og redebyggeri til spirer og smådyr. Forløbet træner elevernes observationsevne og sætter sanserne i spil. Vi skal lytte, observere, lugte og smage – måske kan vi endda samle ingredienser til bålmad.



 

Undersøg søen

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

I en nærliggende sø undersøger vi dyrenes habitat, levevis og tilpasninger til livet i vand. Vi kan komme ind på begreber som fødekæder, forureningskilder og vandets kredsløb. Der kan laves sammenligninger mellem stillestående og strømmende vand. Eleverne får data med hjem, som de kan arbejde videre med på klassen.



 

Blomsterliv

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

Eleverne træner deres naturfaglige observations- og undersøgelseskompetence, når de skal finde forskellige typer blomsterplanter, gruppere dem og arbejde med planternes opbygning og tilpasning. Forløbet kan efter ønske indeholde elementer fra dansk eller billedkunst, f.eks. faglig læsning og/eller billeddokumentation/-præsentation af udvalgte arter.
Forløbet kræver et område med forskellige blomsterplanter, f.eks. en eng eller en varieret, lysåben skov. Naturvejlederen kan være behjælpelig med at finde sådan et område.

Søens smådyr

Navn
Naturvejleder Helle Thuesen Westergaard

Fang, observér og mærk søens små, forunderlige væsener og lær deres liv at kende.

Med vandketchere, bestemmelsesdug og bakker er vi nysgerrige på de skjulte, men spændende livshistorier, der udspiller sig i søens vand.

De helt store dramaer rulles ud, når vandkalvelarven angriber en vårflue, eller når søens minimonster forvandler sig til den smukkeste guldsmed.