I "Jagten på råstofferne" får eleverne en indsigt i, hvor vigtig en rolle råstofferne har i vores liv. Vi tænker ikke over dem i det daglige, tager dem måske for givet og skænker ikke en tanke, at nogle af dem kunne blive en mangelvare eller slippe op og efterlade os med udfordringer, som det bliver besværligt, dyrt eller måske umuligt at løse.
"Jagten på råstofferne" er et spil-baseret undervisningsforløb om råstoffer, hvor der sættes fokus på, hvilke råstoffer der indgår i daglige forbrugsvarer, som fx elevernes mobiltelefoner, hvorfor lige netop disse råstoffer bruges, hvor de kommer fra, hvordan de udvindes, hvordan der ikke er ubegrænsede mængder af dem, og hvordan jagten på råstoffer og udvinding af råstoffer har betydning for både internationalt samarbejde og udviklingen af samfund.
Forløbet er gratis for institutioner og skolegrupper fra Vejle Kommune.
Efter besøget har eleverne viden om…
- Hvilke råstoffer der indgår i daglige forbrugsvarer som mobiltelefoner
- Hvordan råstoffer udvindes, hvilke miljømæssige og økonomiske udfordringer der er forbundet med udvindingen, og kende til bæredygtige løsninger og alternativer
- Hvordan jagten på og fordelingen af råstoffer påvirker internationalt samarbejde, økonomisk udvikling og samfundsmæssige forhold, både nu og i fremtiden
Forløbet består af:
- Intro v. Økolariets underviser
- 1. Spilrunde
- Spisepause
- 2. Spilrunde
- Opsamling og tur i udstillingen
I skal forud for besøget i Økolariet afsætte en skoletime, så eleverne kan oprette sig på spillets hjemmeside og udføre førtesten. Ligeledes kan man efter forløbet afsætte tid til at gennemføre eftertesten.
Vi forventer...
Økolariet forventer, at lærere og undervisere, der ledsager en klasse/gruppe, deltager aktivt under opholdet og tager ansvaret for klassens/gruppens færdsel og adfærd under besøget.
Besøget i Økolariet kan ligge alene som en løsrevet oplevelse, men vi anbefaler, at det bruges som supplement til et relevant emneforløb om jordens råstoffer, forbrug og fordeling af verdens ressourcer samt bæredygtighed og teknologisk udvikling.
Gratis for institutioner og skolegrupper fra Vejle Kommune
Dette undervisningsforløb kan gennemføres for to klasser (dvs. max. 60 elever) ad gangen.
Hvis I ønsker også at have tid i udstillingerne, skal dette beregnes ud over spiltiden.